Print Friendly, PDF & Email

Jeg ved, at tex mex, tacoskaller, enchiladas og det mexicanske køkken i det hele taget står højt på manges hitlister og vi har det på præcis samme måde herhjemme hos os. Der er altså bare noget over duften af oksekød eller kylling, som steges i en gryde og blandes med skønne, varme krydderier som fx spidskommen, paprika og chili og lige præcis spidskommen, kan jeg godt afsløre, at vi er storforbrugere af her i huset.

Når der står mexicansk på menuen, er både Morten og jeg ret glade for sprøde tacoskaller – eller tacotubes, som det for det meste ender med, fordi de små skåle er lidt nemmere at spise end skallerne, hvor en god del af fyldet som regel ender på tallerkenen. Men et andet tex mex hit er denne her tacotærte, som efterhånden har fulgt mig i en del år og som hører til blandt de første opskrifter, som kom på bloggen, dengang den var helt lille og nystartet og jeg på bedste beskub prøvede at finde min plads i blogverdenen. Det er for øvrigt næsten 7 år siden, gjorde en læser mig opmærksom på forleden dag – som tiden dog flyver afsted og hvor er der bare sket meget i de snart 7 år.

Nå, men tilbage til den mexicanske tærte – som ingen formentlig kender til eller nogensinde har hørt om i Mexico, men det kan vi ikke tage os af. Præcis ligesom når vi får mexicansk lasagne, så synes jeg, at det er superlækkert at komme salatfyldet ovenpå tærten (eller lasagnen), så det bliver lidt ligesom at spise en kæmpe tacoskal med fyld. Ikke nok med, at det smager dejligt, men det ser også noget så fint ud og jeg bliver bare så glad af at se på den smukt pyntede tærte.

Jeg bruger gerne et brev færdiglavet taco krydderi til kødet, men jeg laver også engang imellem mit eget og det er faktisk ret nemt – desuden kan man lave en stor portion, når man alligevel er igang, for det kan sagtens holde sig i en lufttæt beholder. Jeg skal nok få lagt opskriften på hjemmelavet taco krydderi på bloggen snarest. Oksekødsfyldet i tærten kan desuden tilsættes alle de former for grønsager, som man måtte føle for – det er bare med at bruge fantasien og komme revet gulerod, ekstra peberfrugt, forårsløg, squash i små tern, bladselleri eller hvad man nu har lyst til i gryden, når man har brunet kødet. På samme måde er der selvfølgelig ingen regler for, hvad der kan kommes på toppen af tærten, så brug bare det, som normalt fungerer i tacoskallerne hjemme hos Jer.

Jeg serverer gerne creme fraiche eller creme fraiche dressing, salsa og guacamole eller bare avocado i grove tern samt jalapeños og oliven i små skåle ved siden af tærten, så vi hver især kan “pimpe” vores egne tærtestykker, men det ser også fint ud at fordele hele herligheden på toppen sammen med salaten inden servering. Og skulle der gemme sig et par kølige, mexicanske øl i køleskabet, så er det jo oplagt at drikke en kold øl ved siden af tærten. Der skal jo i virkeligheden slet ikke så meget til at forandre aftensmaden til en hyggelig lille tex mex fest.

Tacotærte med salattopping.

2-3 pers.

1 portion tærtedej – brug evt. denne her opskrift eller 1 rulle færdiglavet tærtedej

1 spsk olie

1 løg, hakket

400-450 gr hakket oksekød

1 brev taco krydderi

½ dl vand

½ rød peberfrugt, finthakket

1 ds majs

2 dl creme fraiche

2 spsk mayonnaise

75-100 gr revet ost, fx cheddar eller mozzarella

½ rød peberfrugt, finthakket

salt og peber

Desuden salatblade, små tomater, agurk og rødløg til pynt

Rul tærtedejen ud i et tærtefad, ca 20-22 cm i diameter. Prik bunden med en gaffel og forbag den ved 200 grader (ikke varmluft) i ca 10 minutter, til den er let gylden.

Varm olien op i en gryde og svits løget heri. Tilsæt oksekød og brun det godt af. Rør tacokrydderi og vand i kødet og tilsæt ½ rød peberfrugt i tern og ½ ds majs (resten gemmes til pynt på toppen). Bring gryden i koge og lad det snurre i ca 5 minutter, så vandet fordamper. Fordel oksekødsfyldet i den forbagte tærtebund.

Rør creme fraiche, mayonnaise og revet ost sammen. Tilsæt ½ hakket peberfrugt og smag til med en smule salt og peber men husk, at tacomix er ret saltet i forvejen, så oksekødsfyldet bidrager med salt. Fordel creme fraiche fyldet på toppen af tærten og bag ved 200 grader (ikke varmluft) i 30-40 minutter eller til den har sat sig og er gyldenbrun på toppen. Pynt tærten med salatblade, små halve tomater, agurkeskiver, resten af majsene og rødløg i tynde ringe. Server straks

Note. Udover salat kan man servere creme fraiche, creme fraiche dressing, salsa eller guacamole til tærten. Server ved siden af i små skåle eller fordel det på toppen af tærten sammen med salaten.

Pin It on Pinterest

Share This