Print Friendly, PDF & Email

Julen er ovre og for mange af os, gælder det i disse dage om at overholde diverse nytårsfortsætter. Jeg har besluttet, at jeg så vidt muligt vil undgå tilsat sukker i januar – et årligt tilbagevendende projekt og som regel lykkes det faktisk ret godt for mig, uden at jeg dog på nogen måde bliver fanatisk. Der skal blot være balance i tingene og vi har simpelthen spist så mange gode sager, slik og kager i løbet af de sidste par måneder, at jeg synes, det er nødvendigt at give kroppen en lille pause i januar.

Det betyder selvfølgelig, at der skal alternativer til – både når den lille sult melder sig i løbet af dagen, men sandelig også om aftenen, hvor man lige havde vænnet sig til at tømme en skål fyldt med julesmåkager og måske også et par stykker marcipankonfekt. Der skal sundere og sukkerfri alternativer til og først og fremmest skal de være dejligt nemme at lave, så jeg ikke ender med at købe dyre (og dårligere) alternativer i alverdens helsekostforretninger.

Herunder har jeg samlet 10 af mine bedste opskrifter på lækre og nemme snacks, som sagtens kan indgå i en sundere januar. Nogle af Jer kan måske finde lidt inspiration til de små snacks i hverdagen, men derudover så er opskrifterne faktisk også supergode som et lille lækkert indslag i ungernes madpakker…

Mandler er bare geniale. De kan købes alle steder og er dermed nemme at få fat i og så indeholder de masser af det gode fedt, vitaminer og mineraler. Men selvom mandler er sunde (i de rette mængder) og smager skønt, så kan de også bliver lidt kedelige i længden og så er det jo godt, at der findes måder at peppe dem lidt op på. Herhjemme hos os er det især soyamandler  og klassiske saltmandler, der er i høj kurs.

Hvis man vender kikærter med lidt olie og krydderier og efterfølgende bager dem i ovnen, så får man de lækreste, knasende sprøde og krydrede kikærtesnacks. Perfekte som alternativ til mandler og nødder og væsenligt mere fedtfattige.

Hvis man har besluttet sig for at undgå sukker, så skal man passe på med at spise alt for meget tørret frugt. Tørret frugt indeholder nemlig store mængder naturligt sukker og selvom det ikke er tilsat på samme måde som sukker i slik, så kan kroppen altså ikke kende forskel på sukker fra en sukkerroe og sukker fra en daddel omend tørret frugt også indeholder vitaminer og mineraler. Sukker er sukker men derfor kan man jo godt unde sig selv lidt sødt engang imellem og det kunne fx være disse her krydrede carrot cake bites, som helt seriøst smager som gulerodskage.

Et alternativ til ovennævnte carrot cake bites, som man heller ikke skal spise løs af, men som er okay engang imellem, kunne være de her sundere romkugler. Også romkuglerne er lavet på tørret frugt, men det kan sagtens være, at jeg laver en portion her i løbet af januar og nyde en til min aftenste.

Lækre og sprøde, hjemmelavede bananchips. Så meget bedre og helt anderledes end de bananchips, som man kan købe i butikkerne. Hav dem i en lille bøtte i tasken og spis et par stykker, hvis trangen til sødt melder sig – de smager næsten som bananslik.

myslibarer

Hvis ikke myslibarer er fyldt med sukker, så skal der gerne bruges 2-3 dl honning, sirup eller kondenseret mælk i opskriften i stedet for. Derfor lavede jeg for snart flere år siden de her sprøde myslibarer af den lidt sundere slags, som er sødet med appelsinsaft og en ganske lille smule honning. De færdige myslibarer er ikke så voldsomt søde, som man måske er vant til, men de smager godt og er helt perfekte til den lille sult.

IMG_4532

Og så lige lidt flere mandler, for selvfølgelig hører denne her opskrift på lakridsmandler med havsalt også til blandt de nemme og sundere snacks. Lav hellere en stor portion – de forsvinder som dug for solen.

Jeg troede faktisk ikke på det, før jeg selv prøvede det, men de her hjemmelavede grønkålschips bliver supersprøde og så er de ualmindeligt lækre. Absolut en af mine fortrukne måder at spise kål på og så er kål jo noget af det sundeste, man kan spise. Lav bare en stor portion – kålchipsene skal nok holde sig sprøde i en lufttæt bøtte i ugevis – hvis de da får lov at ligge så længe.

Friske, blandede grønsager i stave smager skønt, men de smager altså lige en smule bedre, når man dypper dem i en god og cremet, hjemmelavet hummus. Fordelen ved hummus er i øvrigt, at det indeholder både proteiner og fedt, så en portion grønsager med hummus kan sagtens fungere som et mættende lille mellemmåltid. Også et perfekt alternativ til chips med dip.

rugbrødschips med hvidløg og havsalt

Man kan købe rugbrødschips i de fleste butikker og bagerier, men hvorfor ikke lave dem selv af en rest rugbrød? De her sprøde rugbrødschips med havsalt og hvidløg smager skønt og så er man selv herre over, hvor meget eller lidt olie, de skal pensles med. Pak chipsene i en lufttæt bøtte, så de holder sig sprøde og spis dem i løbet af eftermiddagen eller server dem til aftenhygge, evt med en lækker dip til.

Pin It on Pinterest

Share This