Print Friendly, PDF & Email

“Kærlig Køkkenkarma” af Catherine Daverne. Udgivet på Muusmann’forlag, 2017.

Vi lever ikke på nogen måde vegetarisk herhjemme, men jeg er vokset op med, at kød ikke nødvendigvis skal udgøre hovedbestandelen på tallerkenen og at kødfrie dage ikke behøver at være et underligt hippie-fænomen. I takt med et øget fokus på klima- og miljøproblemer, og på sundheden helt generelt, er der flere og flere, som går over til 1, 3 eller måske 5 kødfrie dage om ugen, hvilket jeg synes er en supergod ide, men når det kommer til at udvikle et kødfrit måltid, så er det meget vigtigt, at man ikke blot fjerner kødet, men i stedet erstatter det med noget andet – i hvert fald hvis man skal opleve samme tilfredsstillelse og mæthed ved en vegetarmiddag. Derfor har jeg altid læst mange vegetarkogebøger, for på den måde at suge nye ideer og masser af inspiration til mig. Senest har jeg læst “Kærlig Køkkenkarma” – en lækker vegetarkogebog af Catherine Daverne, som er fyldt med forslag til skønne, grønne middage med et indisk touch.

Catherine Daverne er uddannet kok men er samtidig meditationslærer og har i mere end 10 år foretaget pilgrimsrejser rundt omkring i Indien. Med bogen “Kærlig Køkkenkarma” ønsker hun at vise, hvordan både forberedelse, udarbejdelse og indtagelse af et måltid kan bruges til at udvikle nærvær, fordybelse og opmærksomhed – også kaldet mindfullness! Der skal med andre ord gøres op med den daglige stress i køkkenet, hvor middagen opfattes som endnu en af “dagens sure pligter”, der blot skal overstås, inden den indtages foran tv’et eller i selskab med mobilen, imens både krop og sind fortsat roterer rundt i “hverdagens hamsterhjul”.

Bogen er inddelt i 10 smagsafstemte menuforslag, som hver består af appetizer, forret, hovedret og dessert. Man kan således enten lave en hel og sammenhængende menu, eller man kan blot lade sig inspirere og kombinere retterne på kryds og tværs. Alle retter er som tidligere nævnt vegetariske og tager udgangspunkt i det krydrede, indiske køkken, som er smækfyldt med smag og varme krydderier. Her er således alletiders chance for at sammensætte en kødfri menu, som både smager, mætter og tilfredsstiller sanserne, hvilket ofte kan være en udfordring ved en vegetarmiddag, men selvfølgelig kan man også blot bruge de mange, lækre opskrifter som inspiration og så tilsætte kød eller fisk efter smag og behag.

Bogen indledes med en række tips og øvelser til at få mere mindfullness ind i madlavningen – og nej, selvfølgelig skal man ikke sidde og meditere, imens risene koger, men i en travl hverdag kan det måske være en idé, at gøre madlavningen til et lille pusterum og en hyggestund med familien, i stedet for blot at opfatte aftensmaden som en sur pligt, der skal overstås hurtigst muligt.

“Kærlig Køkkenkarma” er fuld af inspiration og smukke billeder og den er, med sine mere end 50 skønne og lidt anderledes opskrifter, et rigtig godt bud på en grøn kogebog – både til erfarne vegetarer og til dem, som bare gerne vil have inspiration til flere grønne retter på middagsbordet.

Pin It on Pinterest

Share This