Print Friendly, PDF & Email

Så har vi lagt januar bag os og er allerede kommet et par dage ind i februar. Jeg synes bestemt ikke, at januar har været hverken mørk eller lang og svær at komme igennem – måske det bare er mig – og om meget kort tid banker foråret så på døren. Officielt i hvert fald for vejret kan det jo være svært at spå om.

Februar byder på både på dejlige ting som fastelavn og vinterferie – vi har som bekendt snydt lidt og holdt vinterferie i uge 3 og 4, hvor vi var i New York, men fastelavn kan vi sagtens være med på og jeg har allerede bagt årets første portion hjemmelavede fastelavnsboller med vanillecreme. Jeg elsker dog fastelavnsboller, så én portion er slet ikke nok og jeg er sikker på, at der bliver lavet endnu en portion i den kommende uge.

Madplan for uge 6.

MandagBaconruller på porre-kartoffelbund. En skøn ret som lynhurtigt er blevet en favorit herhjemme og så er det jo rigtig vintermad og helt perfekt, at sætte sådan et boblende varmt fad på bordet, direkte fra ovnen, på en kold vinteraften. Vi er jo kun 2 herhjemme, så jeg tager ca halvdelen af det hakkede svinekød fra og gemmer det til tirsdag.

Tirsdag – Vi skal have hjemmelavet aspargessuppe med kødboller, som ubetinget må høre til blandt Mortens yndlingssupper. Det resterende svinekød fra dagen før røres sammen og laves til små kødboller og tilbehøret bliver vist bare et par hjemmebagte, koldhævede flutes – nemt og bekvemt.

Onsdag – Ugens (næsten) kødfrie bliver denne her lækre kartoffelgratin med bacon, løg og ost. En skøn kartoffelret som er allerbedst på denne her tid af året, hvor kartoflerne er helt perfekte til bagning og mos og vil man have en ren vegetarret, så kan bacon sagtens udelades. Jeg regner med at servere en lækker og sprød, grøn salat til gratinen – og så kan resten af salaten bruges til tærte torsdag.

Torsdag – Menuen står på en kyllingetærte af la cæsarsalat – en skøn kombination af tærte med kylling og den klassiske cæsarsalat og et kæmpe hit hos mig, som virkelig elsker tærter. Jeg tror, at jeg skærer lidt forskellige grønsager ud i stave og laver en dip, som vi kan dyppe i – måske denne her chili hummus, som er virkelig lækker og nem at lave – vi trænger til saft, kraft og knas på denne her tid af året.

FredagKødboller med kartoffelmos og flødesauce. Svensk comfort food når det er bedst og en rigtig fin optakt til weekenden. I øvrigt et hit hos børnefamilierne og i Ikea selvfølgelig, men den hjemmelavede udgave smager nu markant bedre.. Lad evt. ungerne gå med i køkkenet – de kan trille kødbollerne.

Lørdag – Jeg glæder mig allerede til lørdag aften, hvor menuen står på moules frites. Skønne, hvidvinsdampede blåmuslinger med hjemmelavede ovnfritter og en god hvidløgsmayo til at dyppe fritterne i. Et glas køligt hvidvin ved siden af og så er der ellers dømt weekendhygge. Er man ikke til muslinger, så kan jeg i øvrigt anbefale, at man kaster sig over en gang fish n chips i stedet og serverer et par nystegte rødspættefilet’er eller lignende til ovnfritterne. Når nu ovnen alligevel er i gang, skal der vist også bages endnu en portion af de her store og bløde fastelavnsboller med vanillecreme. 

Søndag – Vi skal have chili con carne og det bliver denne her gode og langtidssimrede chili con carne, som tilberedes i timevis i en gryde i ovnen, indtil den har samlet godt med saft, kraft og smag. Chili con carne i ovn er ikke bare lækkert, det har også den kæmpe fordel, at det passer sig selv, så jeg regner med, at gryden allerede kommer i ovnen ved middagstid og så er maden ellers klar, når vi engang får lyst til at spise. Helt perfekt søndagsmad.

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)

Pin It on Pinterest

Share This