Print Friendly, PDF & Email

Når Morten og jeg engang imellem tager en tur i byen, fx en hyggelig strøgtur lørdag formiddag, så er vi begge ret glade for lige at slå vejen forbi Baresso, hvor Morten som regel får iceblend og jeg får en lækker cafe latte. Og for mit vedkommende, så er det næsten 100 % sikkert, at jeg også lige skal have en varm panini med kylling, pesto og mozzarella. Uhhh, hvor er de gode – men i bund og grund også relativt simple at lave selv, så for nogle måneder siden købte jeg et par paniniplader til vores vaffeljern (et Tefal Snack Collection) og siden er det blevet til en hel del forskellige paninivarianter.

Jeg kan især anbefale kylling og pesto – og selvfølgelig den klassiske med skinke, ost og sennep – den er ikke mindst forrygende, når den åbnes og fyldes med strimlet salat, tomat og agurk, inden den klappes sammen igen. Men derudover er vi også glade for parmaskinke, røget mødbrad, tynde skiver af oksekød og selvfølgelig masser af grønsager som eksempelvis tomater, løg, peberfrugt og avocado. Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser og der er rigtig mange kødrester fra aftensmaden, som egner sig perfekt til fyld i en sandwich. En panini er jo i virkeligheden blot en varm, grillet sandwich og har man ikke en paninigrill, hvor sandwichen lægges i spænd og klemmes sammen, imens den grilles på begge sider, så kan man sagtens bruge ovnen eller en toaster i stedet for.

Jeg kan godt lide at bruge hjemmebagt focacciabrød, når jeg laver panini – både fordi det smager skønt men også fordi, at vi med jævne mellemrum får focaccia som tilbehør til aftensmaden. Når vi så ikke kan spise det hele, så er det jo oplagt at bruge resten af brødet – som trods alt ikke er heeelt så spændende på 2. dagen – til lækre, grillede sandwiches, men selvfølgelig kan man også bare bruge et helt almindeligt flute, toastbrød eller hvad man nu føler for og har liggende i brødskufften i forvejen.

Og nu er det er jo ikke fordi, at vi ikke længere vil på Baresso og have iceblend, cafe latte og panini med kylling og pesto – det er jo lige så meget for hyggen og stemningen. Men engang imellem så er det altså også skønt at skabe cafestemning derhjemme – piske varm mælk, brygge et par gode espressoer og servere hjemmelavet cafe latte og rygende varme panini og bare hygge med masser af snak, tændte stearinlys og måske en pind i brændeovnen.

Panini med kylling og pesto.

2 stk.

½ focacciabrød – brug evt denne her opskrift på hjemmebagt focaccia

3-4 spsk basilikumpesto – evt hjemmelavet basilikumpesto

1 kyllingebryst – stegt eller kogt

1 kugle frisk mozzarella

Del brødet i 2 lige store stykker, skær hvert stykke igennem og smør med pesto. Skær kyllingebrystet i skiver og fordel dem ovenpå 2 af de 4 stykker brød. Knug mozzarellaen fri for vand og skær eller pluk den i mindre stykker – fordel osten ovenpå kyllingen og læg de sidste 2 brødstykker over som låg. Varm en paninigrill op og grill de 2 sandwiches til fyldet er varmet godt igennem, osten er smeltet og brødet har fået fine grillstriber. Har man ikke en paninigrill, så kan det også lade sig gøre at varme dem i en toaster eller bare i ovnen. Skær hver panini over i 2 halve og server.

Note. I stedet for at koge eller stege et kyllingebryst, så kan man selvfølgelig bruge færdigstegt kylling eller kyllingepålæg. Jeg laver også gerne panini, hvis vi har en rest kylling til overs fra aftensmaden.

Pin It on Pinterest

Share This