Print Friendly, PDF & Email

På denne her tid af året, hvor det absolut ikke er sæson for hverken bær eller farvestrålende frugt og grønt, kan det godt indimellem knibe med et lækkert farvespil på tallerkenen og i salaterne, men så er det jo godt, at vi har granatæblerne. Granatæblerne er i sæson fra det sene efterår, henover julen og resten af vinteren og de skønne frugter med den gyldentrøde og læderagtige skal er ikke bare gevaldigt fine i frugtskålen, de indeholder også de meste fantastiske og smagfulde kerner – søde, saftige, dybtrøde og smukke som de fineste rubiner.

Herhjemme er det nok primært mig, som er vild med granatæbler, men Morten kan sandelig også være med. Vi spiser dem blandt andet ovenpå yoghurt og morgengrød, men de er også skønne som topping på en portion bananpandekager eller morgenmadsvafler og selvfølgelig i diverse salater og salat er lige hvad dette her indlæg skal handle om.

Normalt er jeg absolut fortaler for, at en broccolisalat indeholder bacon og denne her opskrift på klassisk broccolisalat er da heller ingen undtagelse, men når jeg engang imellem serverer broccolisalat som tilbehør til en hovedret, der indeholder bacon i forvejen, så dropper jeg det altså og finder i stedet på andre former for topping. Forleden dag blev det så en håndfuld af de smukke, rubinrøde granatæblekerner, hvilket ikke bare gjorde salaten fin at se på, men sandelig også bidrog med en lækker sødme og så har granatæblekernerne jo bare en fantastisk måde at “poppe” i munden på – som små saftbomber.

Der er mange måder at gribe granatæblet an på, når det kommer til at få kernerne befriet fra skallen. Man kan enten halvere “æblet” og derefter banke kernerne ud ved at hamre på ydersiden af skallen med en grydeske, eller man kan skære frugten i kvarte og pille frugtkødet ud med fingrene. Men granatæbler er supersaftige og man kan nemt ende med massevis af saft og røde stænk over hele køkkenbordet, så jeg foretrækker i stedet metoden, hvor man ridser i den tykke skal med en skarp kniv.

Først ridses skallen i toppen rundt om stilken – præcis ligesom når man skærer toppen af et græskar til græskarlygter. Derefter er det nemt lige at vippe skallen væk, så man kommer ind til kernerne. Så ridses skallen lodret i både fra toppen mod bunden langs de hvide lameller, præcis som hvis man fjerner skallen på en appelsin og så er det ellers bare at brække stykkerne fra hinanden og pille kernerne ud. Det kan være lidt svært at forklare, men der findes masser af videoer, fx på youtube, hvor teknikken demonstreres og det er helt klart den smarteste måde, hvis man vil undgå, at alt for meget frugtsaft løber ud. Kernerne kan så efterfølgende kommes i en lufttæt bøtte og de kan sagtens gemmes i en uges tid på køl.

Broccolisalat med granatæble.

4 pers.

3 dl creme fraiche, fromage frais eller lign.

2 spsk mayonnaise

1-2 spsk hvidvinseddike

1-2 spsk sukker

salt

1 broccolihoved, renset og delt i små, mundrette buketter

1 rødløg, finthakket

1 æble, skrællet og skåret i små stykker

3 spsk solsikkefrø

3 spsk granatæblekerner + 2 spsk granatæblekerner til pynt

Kom creme fraiche, mayonnaise, hvidvinseddike, sukker og salt i en skål og rør dressingen sammen. Smag til og tilsæt efter mere eddike, sukker eller salt, til smagen er perfekt afbalanceret. Kom broccolibuketter, hakket rødløg, æblestykker, solsikkefrø og granatæblekerner i salaten og vend rundt. Anret salaten i en skål og pynt med de sidste granatæblekerner.

Note. Salaten kan sagtens laves i forvejen og trække på køl til servering. Vend salaten godt rundt lige inden servering og vent med at pynte med granatæblekerner til salaten skal serveres.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)

Pin It on Pinterest

Share This