Print Friendly, PDF & Email

Hold nu op, hvor har vi bare nydt weekenden. Især søndag var helt fantastisk og termometret nåede at vise hele 23 grader midt på dagen – det kan man da kun blive glad af. Jeg synes faktisk, at vi nåede at få rigtig meget ud af søndagen, som startede med langsom morgenmad og nybagte, koldhævede boller. Det blev både til en picnictur ud i det blå med store sandwiches fra en bager og hjemmebagt makronkage med hindbær og efterfølgende en skøn gåtur med Villy. På hjemturen købte vi ind til smoothies og vel hjemme igen brugte vi en halv times tid på at få havemøblerne stillet frem på terrassen og så var der ellers dømt afslapning i solen med kolde smoothies, saltmandler og en god bog.

Herhjemme opererer vi med 2 begreber indenfor smoothies – nemlig de sunde, fx denne her grønne smoothie, som indeholder en del grønsager og sagtens kan gøre det ud for et fornuftigt morgenmåltid og så de hyggelige, som er ren frugt og gør sig bedst som dessert eller et lækkert mellemmåltid. Smoothien i går var en ren hyggesmoothie og var lavet af jordbær, blåbær og banan.

Jeg laver gerne smoothies ved at komme alle ingredienserne i en høj kande og give hele molevitten en tur med stavblenderen, til konsistensen er glat og cremet. Det er nemt og bekvemt og så slipper jeg for at skille blenderen ad og gøre den ren bagefter, men selvfølgelig kan man sagtens bruge en almindelig blender. Jeg bruger gerne en blanding af frosne bær og en banan til at søde med, når jeg laver frugtsmoothies, men der er jo ingen regler for, hvilke bær, frugter og juice, der kan bruges. Det gælder bare om at bruge fantasien og det skal nok komme til at smage fantastisk.

Rød smoothie med jordbær og blåbær.

2 store eller 4 mindre glas.

250 gr frosne jordbær

225 gr frosne blåbær

1 moden banan, skåret i skiver

ca 0,75 L multifrugtjuice

Kom jordbær, blåbær og banan i en høj kande, tilsæt juice og blend med stavblenderen til en glat og klumpfri smoothie. Man kan selvfølgelig også bruge en almindelig blender. Juster evt. konsistensen med lidt ekstra juice, hvis smoothien er for tyk. Hæld smoothien i 2 store eller 4 mindre glas og server med sugerør.

Note. Husk at frosne, friske bær altid skal have et opkog, inden de bruges i smoothies, da de kan indeholde virus, som kan give opkast/diarré. Når bærrene koges, dræbes bakterierne og så kan man fryse dem ned igen i passende portioner. Da virus ofte kommer af dårlig håndhygiejne hos dem, som plukker bærrene, kan man sagtens bruge frosne bær fra egen have uden først at koge dem.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)

Pin It on Pinterest

Share This