Print Friendly, PDF & Email

De sidste dages lune forårstemperaturer har rigtig fået os frem fra vinterhiet og dermed følger også trangen til at få grillen frem. Herhjemme er vi jo kun os 2, så vi har en lille gasgrill, som vi bruger til de små ting som et par hakkebøffer, kyllingbryst eller pølser og så har vi en kuglegrill, som bruges til større projekter som fx hele stege, kyllinger, pulled pork mm. Her i starten af sæsonen er det kun gasgrillen, som bliver tændt, men det ændrer jo ikke på, at når den fantastiske duft af stegt kød breder sig henover terrassen, så lugter det altså lidt af sommerdage og lange, lune aftener.

Forleden aften grillede vi et par stykker marineret kylling og som tilbehør lavede jeg her tzatziki og for lige at gøre den ekstra cremet og lækker, tilsatte jeg feta, som blev moset sammen med creme fraichen. Lige præcis når man griller, synes jeg nogle gange, at det kan være svært at sammensætte en perfekt middag, fordi der ofte mangler lidt dyppelse til at binde herlighederne sammen og så festligt er det jo ikke med kechup, men det problem har vi ofte løst med hjemmelavet tzatziki.

En tzatziki er nem at lave og vi har stort set altid ingredienserne i køleskabet – man kan jo sagtens nøjes med at lave en klassisk tzatziki uden feta. I årenes løb har jeg lavet tzatziki på både græsk yoghurt, creme fraiche, skyr og fromage frais eller hvad der nu findes af syrnede mælkeprodukter og det har været et hit hver gang. Man skal dog huske på, at det kan være en idé lige at dræne yoghurten/creme fraichen for væde, hvis man bruger et produkt med lav fedtprocent, da disse ofte har tendens til at være lidt mere flydende i det og så kan det være svært at lave en rigtig cremet tzatziki.

Creme fraiche og lignende drænes nemt ved at stille et kaffefilter i en tragt og hælde den afmålte mængde creme fraiche, fromage frais eller hvad der nu bruges i kaffefiltret. Stil tragten stabilt i et glas i ca 30 minutter. Herefter vil vallen være dryppet ned i bunden af glasset og creme fraichen er blevet tykkere, lige til at hælde fra kaffefiltret over i en skål. Har man ikke kaffefiltre og en tragt, kan man i stedet lægge et stykke køkkenrulle dobbelt i en sigte og stille den over en skål i ca 30 minutter. Og så er der blot tilbage at lave en lækker og cremet tzatziki.

Herhjemme blev det således til grillet kylling, tzatziki med feta, årets første tomatsalat med mozzarella og lunt brød til og det var en helt perfekt middag. Selvfølgelig kunne vi ikke spise udenfor, men vi hyggede os med at grille kyllingen udendørs og det foregik helt uden overtøj, huer eller handsker, så det var bestemt en dejlig oplevelse.

Tzatziki med feta og hvidløg. 

4 pers.

1 agurk

200 gr creme fraiche, græsk yoghurt eller anden form for syrnet mælkeprodukt

100 gr feta/salatost

1-2 fed hvidløg, presset

salt

Riv agurken groft, kom den i en finmasket sigte og drys salt over. Placer sigten i en skål og lad agurken afdryppe i ca 30 minutter. Kom creme fraiche og feta i en skål og mos det sammen med en gaffel. Knug det sidste vand ud af den revne agurk og bland den i fetacremen. Tilsæt presset hvidløg og smag til med salt – husk at agurken er saltet i forvejen og at feta er ret salt. Lad tzatzikien trække på køl til servering.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)

Pin It on Pinterest

Share This