Print Friendly, PDF & Email

De der varme sommertemperaturer er vist kommet for at blive og vi stornyder det. Især er jeg vild med, at sidde længe på terrassen om aftenen og tænde stearinlys, drikke varm te og læse eller bare snakke, imens solen går ned i søen og mørket lige så stille falder på, selvom det jo aldrig bliver helt mørkt om natten på denne her tid af året.

Om morgenen nyder vi ligeledes terrassen og spiser morgenmad i solen, men om eftermiddagen må vi kapitulere og kravle ind i skyggen ved husmuren eller under parasollerne og drikke masser af kolde drikke. Aftensmaden er desuden blevet uhyre forenklet i løbet af den seneste måneds tid – hvis ikke vi griller, så spiser vi helst noget let, men derfor må det jo stadig gerne være superlækkert, så madplanen kan vi ikke undvære.

Husk i øvrigt, at hvis I vil modtage min madplan inkl. en komplet indkøbsliste på mail hver uge, så er det bare at tilmelde sig mit gratis nyhedsbrev. Så sørger jeg for at sende madplan og indkøbsliste direkte til Jeres indbakke.

Madplan uge 24.

Mandag – Ugen starter godt med en skøn aspargestærte med bacon – forrygende lækker og simpel tærte, som er helt perfekt nu, hvor vi kan købe danske asparges i butikkerne. Tærten er ikke ligefrem et studie i sundhed, selvom den smager forrygende, så det er lækkert med en eller anden form for blandet salat ved siden af.

TirsdagPasta med grønærte-citronpesto – nem og lækker sommermad, som er uden kød, men hvis man gerne vil have kød til, så kan jeg anbefale, at man griller et stykke kylling eller fisk, som passer perfekt til den sød-syrlige pesto.

Onsdag – Onsdag skal der grilles og valget er faldet på et par lækre laksebøffer eller laksefilet’er fra fiskehandleren. Tilbehøret bliver dampede, grønne asparges, smørristede, nye  kartofler og denne her lækre creme fraiche dressing med krydderurter. 

Torsdag – Vi skal have supernem aftensmad bestående af en skøn, cremet pastasalat med kylling, karry og bacon. Bliver der rester, så er det oplagt at tage en portion med på madpakken og faktisk er salaten også lækker i en picnickurv, så lav gerne rigeligt.

Fredag – Godt nok er denne her spinatroulade med laks en oplagt frokost- og forret, men den er altså også helt genial som let aftensmad – gerne med masser af salat til og det er lige hvad menuen står på fredag aften. Kold hvidvin i glassene og så er der ellers dømt weekendhygge.

Lørdag – Vi skal grille en marineret flanksteak. Tilbehøret bliver denne her forrygende kartoffelsalat med avocado og chili, som det er alt for længe siden, vi sidst har fået. Desuden tror jeg, at vi skal have grillede majskolber til.

Søndag – Søndagsmiddagen er ikke specielt avanceret i denne uge, men den er ikke desto mindre lækker. Saftige og krydrede kyllingefrikadeller, som bliver serveret med en lækker og farvestrålende rissalat fyldt med sommergrønt. Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser for, hvilke grønsager man kan komme i en rissalat, så der er god mulighed for at få tømt grønsagsskuffen og således kan vi tage hul på en ny uge.

Ugens lækkeriHjemmelavede jordbær milkshakes, som vi længe har snakket om at lave, men indtil nu er det blevet ved snakken. Der er ikke noget så forrygende lækkert som en hjemmelavet milkshake på en varm sommerdag, så i denne uge skal det være.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)

Pin It on Pinterest

Share This