Print Friendly, PDF & Email

Ristede gulerødder med timian er helt simpelt og lækkert og altid et hit, når der skal findes på tilbehør – det gælder både om sommeren og om vinteren. Men selvom de ristede gulerødder er perfekte til oksesteg og gryderetter i de kolde måneder, så er de næsten allerbedst på denne her tid af året, hvor man kan få skønne og sprøde, nye gulerødder med top.

Gulerødderne kan enten ristes i ovnen eller i en alubakke på grillen, men hvis man vil lave dem på grillen, så er det nemmest med en kuglegrill, så man ligesom kan kapsle varmen inde. Gulerødderne skal ristes i 25-30 minutter, til de er let gyldne og møre og hvis man laver dem i en bakke på grillen, hvor gulerødderne ikke kan ligge i et enkelt lad, så kan det være en god idé at vende lidt rundt i dem undervejs, så de alle bliver jævnt ristede.

Vi spiste de ristede gulerødder med en lækker, marineret flanksteak, nye kartofler og en kold sauce med creme fraiche og krydderurter. Både den grillede flanksteak og den kolde dressing passede perfekt sammen med den skønne smag af timian, men selvfølgelig kan man bruge andre former for krydderurter, fx oregano eller persille. Gulerødderne kan desuden erstattes af eller suppleres med andre lækre sommergrønsager som fx forårsløg, radiser og små nye pastinakker eller persillerødder. Skal de ristede gulerødder have et ekstra “touch”, så er det også lækkert at smuldre lidt god feta over lige inden servering.

Ristede gulerødder med timian.

3-4 pers (tilbehør)

1 bundt (ca 500 gr) nye gulerødder med top

3-4 kviste frisk timian – 2 tsk tørret timian kan også bruges

2 spsk olie

salt og peber

Skyl gulerødderne og klip toppen af men lad en lille smule grønt sidde tilbage – de største gulerødder halveres på langs. Kom gulerødderne i en frysepose. Pluk timian i mindre stykker og kom det i posen sammen med olie, salt og peber. Ryst posen godt så det hele fordeles. Fordel gulerødderne på en bageplade beklædt med bagepapir og rist dem i ovnen ved 200 grader varmluft i 25-30 minutter til de er møre. Drys evt. lidt ekstra timian over gulerødderne inden servering.

Note. Det ser fint ud med den lille, grønne top på gulerødderne og den kan sagtens spises, men selvfølgelig kan man også bare fjerne hele toppen.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)

Pin It on Pinterest

Share This