Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Grillede nektariner med skinke.

0 kommentarer
Snacks
Gå direkte til opskriften

De her grillede nektariner med lufttørret skinke, som vi fik forleden aften, er både noget så simple og samtidig helt vildt lækre. Selv Morten, som ellers godt kan være lidt skeptisk, når det kommer til frugt i maden, måtte overgive sig. Nektarinerne var virkelig skønne og så var de bare så nemme at lave. En helt perfekt lille appetizer eller snack, som vi nød, imens vi ventede på at resten af aftensmaden skulle blive færdig på grillen.

Grillede nektariner i salaten.

Jeg har tidligere grillet ananas omviklet med lufttørret skinke. Men varianten med nektariner var ny, og det er helt sikkert en lækkerbisken, som vil blive lavet igen og igen. Udover at nyde nektarinerne som snack, kan man også bruge dem som tilbehør til en hovedret. Og så er jeg helt sikker på, at de vil være perfekte som “fyld” i en grøn salat. Måske ledsaget af smuldret feta eller frisk mozzarella, saltede nødder og masser af friske og knasende sprøde salat- eller spinatblade. Det er i hvert fald en salat, som jeg skal prøve.

Brug gerne modne nektariner til opskriften. Dels er det noget nemmere at fjerne stenen, når frugten er helt moden og let slipper, men smagen fremhæves altså også betydeligt. Har du fået fat i en nektarin, som er ikke 100 % moden, så kan det være nødvendigt at skære frugtkødet fri af stenen med en urtekniv. Det går ikke som sådan ud over udseendet, men der går selvfølgelig lidt frugt til spilde, når man ikke kan få det hele af stenen. Nektariner kan desuden udskiftes med ferskner (og ananas som sagt). Jeg bryder mig bare ikke om at bide i “pelsen” på en fersken, så vi køber altid nektariner.

5 fra 1 stemme

Grillede nektariner

Samlet tid15 minutter
Antal: 12 stk
Føj til favoritter

Ingredienser

  • 6 skv lufttørret skinke (fx serrano eller parma)
  • 3 stk nektarin

Fremgangsmåde

  • Halver nektarinerne, fjern stenen og skær frugterne i kvarte. Er nektarinerne ikke helt modne, kan det være nemmere at skære frugten fri af stenen.
  • Del skinkeskiverne i halve på langs og vikl ½ skive om hvert stykke nektarin.
  • Grill nektarinerne et par minutter på hver side, indtil skinken lige netop tager farve og får fine grillstriber (en grillpande kan også bruges).
  • Anret nektarinerne på et fad og pynt evt med frisk basilikum.
Nektariner kan selvfølgelig udskiftes med ferskner. Prøv også at grille halve abrikoser eller ananas skåret i stave og viklet ind i lufttørret skinke. 

 

0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer