Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Blød og lækker fudge med peanutbutter og havsalt…

2 kommentarer
Konfekt og slik
Gå direkte til opskriften

Fudge kender de fleste af os vist fra diverse bland-selv-slik montre – det er store, firkantede stykker “karamel”, der enten er sort, mørkebrunt eller lysebrunt. Jeg køber det stort set aldrig, for jeg synes rent ud sagt, at det ser både tørt og kedeligt ud og konsistensen er jeg heller ikke specielt vild med. Derfor var glæden stor, da jeg på Nestle’s hjemmeside (dem der laver de små dåser med kondenseret mælk, vi køber i butikkerne) fandt ud af, at det er relativt enkelt, at lave sin egen fudge med kondenseret mælk.

Hvor er vores liv i grunden blevet nemmere, efter det der kondenserede mælk for alvor har vundet indpas og er blevet en fast bestanddel af supermarkedernes varesortiment. Jeg husker stadig, da de første karameller og hjemmelavede bounty’s dukkede op i blogland for efterhånden en del år siden. Folk ledte alle vegne efter kondenseret mælk og mange endte med at bestille det hjem fra nettet i dyre domme. Jeg selv var så heldig, at jeg fandt det i Spanien under en ferie, så jeg tror, jeg havde 6-7 dåser med hjem i kufferten 🙂

Man kan både lave fudge “au naturel” eller tilsætte smag. Jeg har en kæreste, der er en sucker for peanutbutter, men han glemmer tit at spise det, når vi har fået det købt, så der stod ikke mindre end to helt nye glas i skabet. Derfor bestemte jeg mig for at tilsætte karamelmassen smag i form af crunchy peanutbutter, der giver lidt lækker knas til de færdige stykker slik, og et nip havsalt for lige at bryde det søde med lidt salt.

Morten var i øvrigt begejstret med pil op og 5 stjerner. Han har åbenbart aldrig tidligere smagt fudge – det viste jeg jo så ikke, men i løbet af relativt kort tid havde han konsumerede 6-7 firkanter. Nu håber jeg bare ikke, at han har fået så meget smag for det, at han kaster sig over det fudge, man køber i bland-selv-slik montrene, for så bliver han altså skuffet. Der er lysår mellem det færdigkøbte og det hjemmelavede fudge – det hjemmelavede har en helt anden, meget mere blød og lækker, nærmest smeltende konsistens.

Jeg brugte mit sukkertermometer til at måle, hvornår temperaturen på karamelmassen nåede 115 grader, som er det magiske tal for, at det færdige og afkølede resultat får den rigtige konsistens. Det tager umiddelbart lidt længere tid fra massen koger, til den er blevet til gyldenbrun og færdig karamel, end man lige skulle tro – jeg tror, jeg brugte omkring 15 minutter, men man behøver selvfølgelig ikke røre i massen hele tiden, bare med jævne mellemrum.

 

 

Har man ikke et sukkertermometer, kan man i stedet udføre en gammeldags karameltest, hvor man kommer en tsk af karamelmassen i et glas koldt vand. Hvis massen derefter kan trilles til en lille kugle karamel, er den færdig. Hvis massen bare flyder ud i vandet, skal den koge lidt længere.

Fudge med peanutbutter og havsalt.

1 ds kondenseret mælk

450 gr sukker

115 gr smør

1,5 dl mælk

75 gr crunchy peanutbutter

1 nip havsalt

Hæld kondenseret mælk, sukker, smør og mælk i en stor gryde eller en pande – brug evt. en pande for at få mest mulig overflade. Lad massen koge ind til gylden og lækker karamel – rør jævnligt undervejs. Massen er færdig, når den når 115 grader eller man kan udføre karamel-testen – se evt. forklaring ovenfor.
Kom den varme karamelmasse i en skål, tilsæt peanutbutter og havsalt og pisk i ca 10 minutter, til massen er blevet koldere og begynder at sætte sig. Bred massen ud på et stykke bagepapir – læg evt. bagepapiret i en firkantet form, hvis der ønskes helt lige kanter og lad den afkøle. Skær den afkølede fudge i firkanter på ca. 2 x 2 cm. Opbevar i en lufttæt beholder.

Note. Fudge kan indpakkes enkeltvis i cellofan eller kommes i en fin cellofanpose med en sløjfe på og gives som værtindegave.

Find mig også på FACEBOOK.

Subscribe
Notify of
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Anne-Marie
9 år siden

Det ser vældigt lækkert ud. Jeg har desværre svært ved at tåle laktose, så jeg kæmper lidt med at knække koden til gode seje karameller uden laktose. Jeg har før lavet guldkarameller, chokolade- og lakridssmag, men uden laktose bliver de hårde som bolcher.
Fudge har jeg ikke prøvet, da jeg synes det er tørt og smuldrende, men det er jo købe udgaven. Er det mon meget besværligt uden kondenseret mælk? Jeg tænker det skal vel koges til samme temperatur uanset, eller hvad?

Kh.
Anne-Marie