Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Chili con carne med låg af majsbrød…

2 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Hovedretter, Mexicansk mad, Oksekød, Opskrifter, Simremad
Gå direkte til opskriften

For nyligt postede jeg denne her opskrift på en fantastisk chili con carne, som blev tilberedt i en gryde i ovnen og da det var en temmelig stor portion, tog det et par dage for os at spise det hele. Jeg serverer typisk chili con carne med creme fraiche og revet ost og så enten lidt tortillachips, ris eller brød og for nu at få lidt afveksling, besluttede jeg at servere chilien med ris og tortillachips på 1. dagen og med nybagt brød på 2. dagen.

I USA har jeg ofte fået serveret friskbagt majsbrød til chili con carne – og diverse andre gryderetter i øvrigt – og jeg er ret vild med det luftige, let søde og fint gule brød, som jeg synes, fungerer perfekt som madbrød. Derfor bestemte jeg mig for at lave et majsbrød til chilien, men undervejs kom jeg i tanker om en opskrift, som jeg på et tidspunkt er stødt på i et amerikansk madblad, hvor dejen til majsbrødet blev fordelt ovenpå chilien i stedet for at blive bagt separat i en form.

I virkeligheden er der jo ikke den store forskel på at servere brød ved siden af chilien og så tilberede det ovenpå som et låg, men da jeg først havde fået den tanke, blev jeg ganske enkelt nødt til at prøve det af og resultatet blev noget i retning af det bedste majsbrød, jeg nogensinde har bagt – blødt, svampet og lækkert og med en underside, som havde suget godt til sig af den varme chili. En perfekt kombination som ikke blev ringere af fornøjelsen ved at stikke en stor ske ned i det varme fad og øse en god luns majsbrød og masser af chili con carne over på tallerkenen. Nogle gange er sådan en omgang rustik mad bare helt fantastisk, lidt ligesom med shepherd’s pie og en kyllingepie med butterdej.

Det er vigtigt, at man bruger et ret dybt, ovnfast fad eller ganske enkelt bruger gryden, hvis den kan tåle at gå i ovnen, når man laver chili con carne med låg af majsbrød, for brødet suger som sagt en del af chilien og væden til sig under bagningen. Derfor kan det hurtigt blive en temmelig tør omgang, hvis man har bredt et tyndt lag chili ud i et stort, ildfast fad og så fyldt dejen til majsbrødet ovenpå. For at få den helt rigtige og lækre balance mellem chili con carne og majsbrød skal lagene helst som minimum bestå af 3/4 chili og 1/4 dej. Husk også, at dejen hæver og udvider sig i ovnen.

Jeg serverede creme fraiche og hjemmelavet guacamole til chilien og majsbrødet, men ingen ris i denne omgang. Det kan man selvfølgelig godt gøre, men jeg lover, at både chili con carne og majsbrødet mætter så rigeligt, at det ikke burde være nødvendigt. Til gengæld tænker jeg, at et par mexicanske øl ved siden af vil være et hit og i det hele taget synes jeg sagtens, at man kan kan servere chili con carne med låg af majsbrød som en form for rustik gæstemad – oven i købet med et minimum af arbejdsindsats.

Chilien kan jo laves i forvejen og stå klar i gryden, så den blot skal varmes op – jeg vil til enhver tid anbefale, at man opvarmer chilien inden bagningen, ellers tager det alt for lang tid at få den rigtig varm i ovnen. Hæld den opvarmede chili i et dybt fad eller lad den ganske enkelt blive i gryden, fordel dejen til majsbrødet på toppen, drys med ost og sæt hele herligheden i ovnen. Imens chilien bager fyldes et par skåle med guacamole, creme fraiche og tortillachips og der sættes en håndfuld øl på køl og 30 minutter senere er der aftensmad.

5 fra 1 stemme

Chili med låg af majsbrød

Bagetid30 minutter
Samlet tid45 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 portion chili con carne (til 4 pers)
  • 225 gr majsmel
  • 50 gr hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • 2 tsk sukker
  • 3 dl kærnemælk
  • 1 æg
  • 2 spsk olie
  • 75 gr revet ost, fx cheddar
  • 1-2 tsk groft salt

Fremgangsmåde

  • Opvarm chilien og fordel den i et dybt, ildfast fad eller lad den blive i gryden, hvis gryden kan tåle at komme i ovnen – se kommentar vedr. størrelse på fad/gryde ovenfor.
    I en skål blandes majsmel, hvedemel, bagepulver, sukker og salt. I en anden skål blandes kærnemælk, æg og olie. De våde ingredienser blandes i de tørre og der røres til en glat og lind dej. 
    Fordel dejen ovenpå chilien i fadet eller i gryden. Drys med revet ost og bag i ovnen ved 200 grader (alm. ovn - ikke varmluft) i ca. 30 minutter til majsbrødet er gyldent og gennembagt. Server straks.
Der kan tilsættes majskorn, forårsløg, hakket rød chili, jalapeños eller lignende til dejen, men husk at tage højde for styrken i chili con carnen, inden der tilsættes alt for meget chili.
Subscribe
Notify of
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
maibritt Jørgensen
5 år siden

hej..tror du at jeg kan bruge opskriften til kun at bage et majsbrød?

Maden i mit liv.
5 år siden

Maibritt – Det kan formentlig sagtens lade sig gøre – jeg har dog ikke selv prøvet det 🙂